Andelsboligforeningen Odinsgaard

Bundlinje og biodiversitet går hånd i hånd

Det behøver ikke altid være dyrt og besværligt at gøre det bedste for naturen. Faktisk kan det gøres overskueligt og med økonomisk gevinst. Netop denne erfaring har bestyrelse og ledelse i andelsboligforeningen Odinsgaard gjort sig.

I boligområdet Sundparken i Horsens har boligforeningen Odinsgaard omfavnet en af løsningerne på den skrantende biodiversitet på verdensplan. Løsningen er at transformere en stor græsskråning på 4500 m2 til smuk urte- og blomstereng og på den måde give vilde bestøvere, sommerfugle og andre insekter en tiltrængt håndsrækning. Med Let it bee' hjælp har boligforeningen foråret 2021 sået 15 forskellige blomster og urter, heriblandt kornblomst, som kan hjælpe insekter og fugle med at overleve.

Blomstereng til glæde og gavn for både bestøvere og beboere

Ifølge Verdensnaturfonden (WWF) er godt 70 pct. af verdens økosystemer ødelagt, og dyrearter uddør i et unaturligt højt tempo. Derfor er der i den grad brug for konkret handling. Og hellere i dag end i morgen.

Projektet er dog ikke kun til glæde og gavn for dyr og natur. Også blandt beboerne i Sundparken vækker de vildere arealer glæde. 67-årige Egon Sørensen har boet 33 år i Sundparken, og han glæder sig til at få skiftet græs ud med blomster og urter.

- De grønne områder betyder virkelig meget for mig. Det er bare pænere at kigge på blomster end græs. Forhåbentlig kan det også være med til at tiltrække endnu flere beboere til Sundparken, siger Egon Sørensen.

Fra uoverskuelig proces til nemt koncept

At give sig i kast med at lave plænegræs om til blomstereng kan for mange virksomheder, kommuner og foreninger virke som en uoverskuelig proces, for både etablering og vedligeholdelse kræver faglig viden og systematik. 

- I bestyrelsen havde vi gennem længere tid overvejet idéen om vildere arealer til at højne kvaliteten af vores udenomsarealer, men vores første bekymringer gik på økonomien, på hvordan processen skulle gribes an, og på hvorvidt vi kunne være sikre på et resultat, som rent faktisk ender med at understøtte lokal biodiversitet, fortæller driftschef i Odinsgaard, Kenneth Frederiksen.

Da Let it bee meldte sig på banen med et nyt koncept, som gør det nemt for virksomheder, kommuner og foreninger at arbejde med biodiversitet på grønne arealer, blev bestyrelsen nysgerrig efter at høre mere.

 - Let it bee kunne ikke alene bidrage til beslutningsprocessen ved at visualisere idéen for os med 3D-tegninger over området, de kunne også håndtere både etablering og vedligeholdelse for os og sørge for udarbejdelse af skilte, certifikat og information til vores beboere. Deres frøblandinger er samtidig sammensat i samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus, så vi er sikre på, at vi med indsatsen understøtter danske hjemmehørende arter”, fortæller driftschefen videre.

Tilbagebetalingstid på bare 2,5 år

Så langt så godt. Men hvad med økonomien, ville bestyrelsen naturligt nok vide. Da bestyrelsen fik fremlagt omkostningerne ved at lade en specialiseret aktør som Let it bee står for etablering en urte- og blomstereng, kom det meget bag på dem. Regningen lød på 75.000 kroner. Og så kunne Odinsgaard ikke andet end slå til.

- Da vi hørte prisen på at få anlagt engen, var vi slet ikke i tvivl. Så jeg gik hurtigt i gang med at regne på, hvornår engen ville have tjent sig hjem, og det ville den allerede efter 2,5 år, siger Kenneth Frederiksen.

Odinsgaard har hvert år en række udgifter til slåning af græsarealer. Disse udgifter reduceres markant med den nye eng, som kun skal slås én gang årligt. Så faktisk vil man om 2,5 år begynde at tjene penge på omlægningen.

- For os er det ren win-win. Vi hjælper naturen, får et smukkere boligområde og sparer tilmed penge i det lange løb. Derfor har jeg også allerede tænkt mig at foreslå lignende tiltag i nogle af vores andre afdelinger, slutter Kenneth Frederiksen.

Før

Under

Efter